Herning Kommune har de sidste år været i gang med en totalrenovering af byens gågader i midtbyen, herunder den primære handelsgade Bredgade og sidegaden Bryggergade. Overskriften for renoveringen har været “Herning – den levende by”, hvor nogle af forudsætningerne for projektet har været at skabe mere liv i byen og flere uformelle opholdssteder – mere leg, mere ly og mere læ!

Furniban har til gågaderne specialdesignet 9 opholdsøer i 3 forskellige designs, der netop er med til at skabe et funktionelt og spændende byrum.

 

Møblerne er alle skabt i sekskantede strukturer, som viderefører ideen fra belægningen, der henleder tankerne på flydende granitflager. I hver opholdsø er det grønne tænkt nøje ind – enten ved at øen former sig rundt om eksisterende træer, eller ved at der indbygget i øerne er plantekasser, som er med til at få naturen ind i det urbane liv og skabe grønt i øjenhøjde.

Opsætningen af møblerne påbegyndes primo 2017 og hele gågaden inklusiv Furnibans 9 møbler står færdig sommer 2017.